Archive for the ‘Kreativ med børn’ Category

h1

Leg i photoshop

6. maj 2014

Lidt leg i Photoshop med et par billeder, fra en af efterårets ture til dyrehaven.

snake Naya Audrey

daddy fungus

 

deer fungus photoshop

h1

Fastelavn er mit navn…

2. marts 2014

Så er det blevet den tid på året igen, hvor børn i alle aldre, udklædt i diverse fantasifulde kostumer, fejrer fastelavn.

Ud over traditionene med at slå katten af tønden (hvor der i gamle dage var en RIGTIG kat i tønden) og være udklædt, findes også traditionen med, at børnene om morgenen på fastelavnssøndag, vækker forældrene ved at “rise” dem. Dette gøres med et ris lavet af birkegrene, som så kan være udsmykkede med forskellige udklip eller slik. Man kan selvfølgelig købe færdigpyntede fastelavnsris i butikkerne, men man kan også lave det til en hyggelig tradition at lave dem selv.

fastelavnsris

Tag familien en tur i den nærmeste skov og saml birkegrene til jeres egne ris. (Læs her hvad reglerne er for at samle grene ind i offentlige og private skove).

I kan vælge at bruge grenene som de er, eller give dem en omgang spraymaling.

Og så er det frem med papir, lim og saks. I institutionerne pynter de dem gerne med en udklippet silouet af en sort kat der skyder ryg, en maske, silkepapirbuketter eller musetrapper og evt. fjer.

Vi valgte i år at klippe masker i bedste tegneseriestil i vilde pangfarver og hænge riset op på væggen som dekoration.

Husk at der også er en anden god gammel tradition ang. fastelavn. Nemlig at spise pandekager tirsdagen efter fastelavn. Du kan finde opskrift på de bedste pandekager fra Falsled Kro her og læse lidt mere om traditionen.

h1

Retro drillenisse… nu med egen app

8. december 2013
knee-hugger elf nisse

I dag var nissen at finde i bogreolen, ved siden af den gamle trold og i godt selskab af Tolkien og Harry Potter.

Vi har en drillenisse i huset… Indtil videre har den ikke lavet så meget andet, end at hænge på hovedet mellem de to lamper over spisebordet… Men i dag fandt jeg ud af, at den oprindelig er en alf der stammer fra 50erne og den er lavet i Japan.

Og jeg fandt ud af, at den ikke blot er en drillenisse – men faktisk en af julemandens hjælpere… Der er hoppet helt ind i den digitale tidsalder!

I 2005 var der nemlig en amerikansk kvinde, Carol Aebersold, der udgav bogen: “The Elf on the Shelf“, der gav nyt liv til den “gamle” nisse. Det er historien om, hvordan alfen hjælper julemanden, med at holde øje med, hvilke børn der er søde og hvilke der har lavet ballade.

Den dukker op i hjemmet omkring thanksgiving, og hver nat indtil juleaften, tager den lille alf til nordpolen og aflægger rapport til julemanden, og kommer derefter tilbage til hjemmet. Og om morgenen har den fundet et nyt sted, hvor den sidder og holder øje.

Til bogen er der udviklet et helt virtuelt univers på: elfontheshelf.com, hvor alfen bl.a. kan registreres så du modtager et brev fra julemanden og du kan også selv skrive direkte til julemanden. Der er masser af underholdning for børnene, der både kan lave puslespil, farvelægge og finde Fru. juls opskrifter.

En shop, hvor bogen med tilhørende alf kan købes, samt ekstraudstyr eller udklædning til den. Der er også opfundet andre alfer, der kan husere hele året rundt.

app-siden er der udviklet 10 forskellige, meget enkle, gratis spil. Der er bl.a. sneboldskamp, huskespil, hide-and-seek og music-mixer.

Så måske er her endnu en amerikansk tradition, der er parat til at komme ind i de danske hjem…

h1

Pop-up kort

4. august 2013

Istedet for et helt almindeligt fladt kort, kan der hurtigt laves et flot pop-up kort. Her er f.ek.s et kort som jeg lavede som gavekort til en rejse til Prag.

Pop-up kort Prag

Billeder af de forskellige bygninger printes ud og klæbes på pap, hvorefter de klippes ud.

Et baggrundsfoto sættes på den ene halvdel af et stort stykke pap.

De forskellige bygninger og figurer limes fast på baggrunden med små vinkler af pap. Samtidig bliver de limet fast med en lille vinkel af pap på underlaget, så det passer med, når kortet er slået op i en vinkel af 90 grader.

pop-up kort model

Afstanden til de forskellige ting, kan variere og give mere dybde til kortet.

h1

Afprøvning af ideer til påskepynt

25. marts 2013

Påsken står for døren, og denne højtid giver, ligesom julen, mulighed for at bruge tid sammen med at klippe og klistre og pynte hjemmet op, med mere eller mindre kønt pynt. Æggene er blevet pustet tomme og hænger flot dekoreret i stuen. Men hvad kan man lave af kreative ting hvor omridset af hænderne bruges.

Jeg kiggede på Pinterest for at få ideer, og fandt bl.a. nogen får, hvor man bruger omridset af hånden og en bunke kugler vat og lidt tegning… Kønt er det IKKE!

Selvfølgelig får det lidt længere ben, når det nu er en voksen hånd der bruges… Men ikke selv en pre-teenager hånd, der er lidt mindre, giver fåret charme. Og familiens yngste nægtede at lægge hånd til.

faar

To stk. grimme får!

 

Så fandt jeg en hare, der er lidt bedre og mere charmerende. Den er meget simpel at lave.

paaskehare

Læg hånden på et stykke papir med lille-/ringe- og lange-/pegefinger samlet og tommelfingeren godt ud til siden.

Tegn omridset af den og klip den ud.

Klip 2 spidse ovaler til ørene (gerne i lyserød) og 2 cirkler til øjnene i hvid.

Tegn øjne, næse, mund og knorhår.

Lim to kugler vat på som fødder nederst, og en stor klump vat på tommerfingeren/halen.

 

paaske

Godt der er en hel uge til påske! Så er der tid til at få lavet et par gækkebreve eller bare nogen flotte kort, så der kan sendes påskehilsener med posten!

God påske til jer alle!